Kurt-Køer

Den største trussel for dansk landbrug i 2022 er vægelsind hos politikerne og manglende fokus på langsigtede strategier på gårdene, lyder det fra Kurt Skovsted.   

Det politiske miljø er afgørende for landbrugets virke. Det viste sig med al tydelighed den 24. februar 2022, for der gik ikke lang tid efter den russiske præsident Vladimir Putin, havde beordret de første missiler af sted med retning mod Ukraine, før der herhjemme blev givet politisk ordre om oprustning af biogasproduktionen, som på kort tid gik fra at være en branche med et rimeligt potentiale til at blive udpeget som “kritisk infrastruktur”.  

På samme måde kom også landbrugets potentielle manglende adgang til gødning – og dermed produktionen af fødevarer – øverst på såvel medierne som politikernes dagsorden, da det pludselig stod klart for os menige mennesker, at EU som region med baggrund i stigende energipriser og manglende adgang til råvarer i Ukraine og Rusland langt fra er selvforsynende med hverken mad eller gødning.  

-Den 23. februar var alternativ energi ikke hot, økonomi i solenergi-anlæggene på de danske tage havde gennemgået en deroute og vindmøller var et fy-ord og noget som kun hørte til på havet. Overnight fik vi krig, og nu ser verden helt anderledes ud, og politikerne er klar til at gennemtrumfe kortsigtede løsninger, der kan vise sig at være overflødige, når kanonerne i Ukraine bliver tavse, lyder det fra Kurt Skovsted, der opfordrer landmændene til at lægge en strategi, der rækker ud over en valgperiode, for mad vil der altid være et marked for.  

-Energi er en ting, men fødevaremangel og fødevareproduktion er noget helt andet. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Vi skal fortsat producere fødevarer – og det skal vi også i Danmark, som jo i forvejen har verdens højeste kvalitet af både produkter og dyrevelfærd, vurderer Kurt Skovsted. 

Direktør i Skovsted Agro, Kurt Skovsted

Tænk langsigtet 

At de politiske vinde kan ændre sig hurtigt er ikke nyt, og derfor mener Kurt Skovsted fra rådgivningsselskabet Skovsted Agro, at det er nødvendigt at danske landmænd i højere grad får lagt en langsigtet strategi, der rækker måske 7-10 år ud i fremtiden. For kan dit landbrug levere et overskud og en god dagligdag for dig og din familie, selvom kortsigtede politiske handlinger sætter din og landbrugets dagsorden? 

Landmændene skal ifølge landbrugsrådgiveren være sig sin situation bevidst, gøre status og eventuelt omgruppere tropperne, når lovgiverne mere end nogensinde er klar til at vende på en tallerken. Og det handler ikke fra første færd om at hive fat i de store konsulenthuse, for første skridt mod en strategi bør finde sted ved dit eget skrivebord.  

-Når man laver en strategi, handler det i første omgang om, at du sætter dig med et stykke blankt papir, og ser på mulighederne. Og kan du ikke se dig selv i det, så stopper det her, forklarer Kurt Skovsted, som ofte ser at landmænd reagerer alt for sent på den situation, de er havnet i, fordi opsvinget på markedet udeblev eller politikerne ændrer spillereglerne.  

Opsøg eventyret 

Det er nødvendigt at gøre op med, hvad man vil, i god tid før gården skal forlades og gerne overtages af en ny generation, og derfor bør en strategi indbefatte, hvad der gør virksomheden interessant for nye ejere eller for et driftsselskab. Sikkert er det, at et nedslidt staldanlæg og arbejdstimer i overflod ikke er gode salgsargumenter, så har du ikke selv fundet de vises sten, så mener Kurt Skovsted, det gælder om at invitere nye tanker indenfor.  

-Stil dig op på ølkassen og fortæl, hvad det er du gerne vil med din bedrift. Du kan risikere at finde forretningspartnere, som er klar til at starte et nyt forretningseventyr med dig, lyder det gode råd fra Kurt Skovsted og uddyber, at eksempelvis energiproducenter og foderstoffirmaer lige nu er på udkig efter samarbejdspartnere i landbruget, og at selvom det måske ikke var den retning, man havde tænkt sig virksomheden skulle tage, så findes der rigtig gode alternativer til at køre produktionsapparatet helt i bund og håbe på det bedste.  

-Vi er jubeloptimister eller sortseende i dansk landbrug – og det skyldes langt overvejende, at mange danske landmænd ikke har en langsigtet strategi for, hvad der kræves for at gøre gården til en attraktiv investering og et levebrød for den næste generation, lyder opsangen fra Kurt Skovsted.   

Ifølge Kurt Skovsted udbydes der i dag langt flere ejendomme end der findes traditionelle unge landmænd, der er klar til at overtage, og derfor er det nødvendigt også at tænke moderne ejerformer ind i forbindelse med et forestående generationsskifte.  

Take it or leave it – hos Kurt Skovsted får du ærlig og kontant rådgivning.

Da Kurt Skovsted startede som selvstændig konsulent for 14 år siden, væddede et par chefer fra to af de store landboforeninger om, hvor længe han ville være på markedet. Siden da har et sted mellem 100 og 150 kunder gjort brug af Skovsted Agro som sparringspartner, og ifølge Kurt Skovsted, så er der altid plads til rådgivere, der tør stå ved deres meninger.  

-Jeg forholder mig ikke til politik, når jeg taler med mine kunder; take it or leave it – du får svar på det, du spørger om, lyder det bramfrit fra Kurt Skovsted, der i sit professionelle virke som rådgiver har haft det som mantra i mere end 14 år.  

Hos Kurt Skovsted sker rådgivningen altid med største respekt for den situation, den pågældende kunde befinder sig i og hvilken vej landmanden, dennes familie eller samarbejdspartnere ønsker virksomheden hen. Og imens nogle kunder kun indfinder sig for at få en second opinion i forhold til den rådgivning, de allerede har fået et andet sted, så har han også kunder, der fast har gjort brug af hans ydelser i tyve år. 

En ærlig tilgang til forretningen er helt essentiel, når Kurt Skovsted arbejder, og det gælder både for ham selv som rådgiver og for de kunder, han arbejder med. Og den største fejl man ifølge Kurt Skovsted kan begå, er ikke at tage ansvar og ejerskab over beslutningerne i sin virksomhed. Så kravet fra rådgiverens side er, at man committer sig 100 procent til opgaven. 

-Jeg kræver, at er vi enige om en retning, så forventer jeg, man forsøger at gå i den retning og tager de nødvendige skridt for at nå målet, forklarer Kurt Skovsted som overfor sine kunder synliggør den proces, de skal igennem med ham på holdet, med at de sammen kører derudaf på en motorvej. Og på en motorvej, der standser eller bakker man ikke; du kan tage en afkørsel og så køre på igen, men du holder fast i rattet og følger strategien, så længe det giver mening.  

Strategisk sparring 

I den aktuelle situation, hvor energipriserne er på himmelflugt og der findes et mis-match mellem hvad foderet koster og prisen på det færdige produkt, så er det vigtigt at tage kontrol over sin situation. Og mange steder handler det lige nu om at standse blødningen. 

-Svineproducenterne har det rigtig svært, især slagtesvineproducenterne; der er dyrt foder og billige grise. Og for mælkeproducenterne gælder det, at de skal være forberedt på, at priserne igen kan falde, siger Kurt Skovsted, som vurderer, at for nogle vil den rigtige løsning være at fortsætte produktionen som hidtil, mens andre er nødsaget til at bruge sit pengeinstitut som aktiv medspiller for at se, hvor længe produktionen kan blive ved. 

Kurt Skovsted er ud over at være virksomhedsrådgiver også medlem af en række bestyrelser, advisory boards og gårdråd, hvor han hjælper virksomhedsejerne med den strategiske sparring. Og det kan ifølge ejeren af Skovsted Agro vise sig at være en god forretning, at tage imod professionelle råd fra folk udefra. 

Skal man have strategisk sparring til sin virksomhed fra Kurt Skovsted ligger prisen typisk fra 15.000 til 25.000 kroner, afhængigt af størrelsen på virksomheden, og man skal ikke undlade at søge hjælp, fordi økonomien allerede halter. 

-Det, rådgivningen skal modsvare, er reducerede indtægter eller måske et tab, der ofte er langt større end 100.000 kroner. Så spørgsmålet er ofte, hvad man vil ofre for at sikre, at man står et godt sted for sig selv og sin bedrift. Dygtige rådgivere koster penge, men kan man tjene en halv million kroner på at følge rådgivningen og gøre noget andet eller mere end det man gjorde i går, så er de penge da givet godt ud, siger Kurt Skovsted og uddyber, at man ikke må lade være med at søge om hjælp, fordi man er bange for at få en regning. 

Det er ikke al rådgivning, der er lige sjov, for nogle gange er en ordentlig afvikling af en bedrift den eneste rigtige vej frem, hvis en familie skal komme fra gården med enten en tålelig økonomi eller en plan for livet efter en konkurs, og her får man i Kurt Skovsted en sparringspartner, der gennem mange år i landbruget ved, hvilke tanker, der rører på sig, når livsværket er truet.  

Skovsted Agros arbejdsopgaver gennem årene har været alt fra udvikling af meget store landbrug til endnu større, over generationsskifte, second opinions samt afvikling og konkurser. Det har givet en bred erfaring, som Kurt Skovsted gør flittigt brug af i sin rådgivning af kunderne, og han har efter eget udsagn en evne til at kunne sætte sig i kundernes sted, og empatisk forklare, hvad det betyder at fortsætte eller ikke at fortsætte, forklarer Kurt Skovsted om nogle af de snakke, der har været svære at tage med sine kunder gennem de seneste 14 år.  

-Husk på, at selve landbruget og driften heraf, er sagsbehandling, mens familien, sammenholdet og livet efter ejendommen, er vitalt. Det betyder, at vi nok skal finde nogen, som vil passe bedriften, men for familien handler det om at kunne bruge alle kræfter på at komme styrket ud på den anden side, siger Kurt Skovsted og fortsætter: 

-Det er god rådgivning at kunne tage snakken om det, som gør ondt nu, men som med en god plan, kan vise sig at være et åg, som fjernes fra skuldrene.

 

kurt-skovsted-agro-landbrugsstøtte

Aktørerne i dansk landbrug skal turde sætte sin egen dagsorden og have fokus på korte kontrakter, når markedet er ude af kontrol.

Rundt omkring på de danske landbrug følges situationen i Ukraine tæt, og man skal i den meget usikre situation se nøje på sin virksomhed og vurdere, om der aktuelt er forhold, der skal ændres, lyder rådet fra Kurt Skovsted, direktør i rådgivningsselskabet Skovsted Agro.

-Det er dig selv, der skal tage stilling til, hvad der skal ske på din bedrift – det er hverken Putin eller banken, der bør eller skal træffe den beslutning, siger Kurt Skovsted, som kalder prisen på foder for den største økonomiske trussel for dyrebrugene i Danmark i nyere tid.

Store mængder korn og soya købes normalvis i Ukraine og Rusland, og ingen kan med sikkerhed sige, hvornår produktionen og eksporten kommer i omdrejninger igen. Da missilerne fløj over den Ukrainske grænse 24. februar, havde de færreste en anelse om, hvad der var i vente, og nu står verden på randen af en gryende fødevarekrise, og de høje priser har også for alvor påvirket produktionen i de danske stalde.

Analysér situationen

Kurt Skovsted vurderer, at der kan gå ét til to år før priserne igen falder, hvilket han ikke umiddelbart ser som værende et problem, hvis priserne på landmandens produkter stiger tilsvarende. Lige nu oplever mælkebønderne radikale prisændringer på 30 øre ad gangen, hvor svineproducenterne synes fanget i et spind, der har tråde tilbage til en række politiske beslutninger på de store markeder, som allerede var sat i værk før krigen i Ukraine.

Men selvom andre sætter scenen, så er det op til den enkelte gårdejer at vurdere, hvilke risici og muligheder, der er ved at fortsætte produktionen.

-Vi kan ikke sætte prisen på grisen, men vi kan sige, vi driver en forretning. Vi kan optimere på driften. Den spændetrøje Putin har sat os i, hvis ikke den løsner sig, skal man agere på og i, lyder det gode råd fra Kurt Skovsted.

Hos Skovsted Agro ser man prisstigninger på råvarer, mangel på medarbejdere og rentestigninger som de tre store udfordringer i 2022. Og ikke mindst den stigende rente kan få fatale konsekvenser for mange landbrug.

-Pengeinstitutterne barsler med at renterne skal stige, og selv små rentestigninger kan trække tæppet væk under ret store landbrug. En rentestigning på 0,5 procent er voldsomt, for det er, når alt andet er betalt, man skal betale banken renten, siger Kurt Skovsted og uddyber, at vi kommer fra en virkelighed, hvor der har været rimelig ro på de finansielle markeder i en temmelig lang periode, hvilket har været med til at holde hånden under landbruget.

Man skal nu sætte sig med sin professionelle rådgiver, vende skråen godt og vurdere situationen. Hvad kigger vi ind i – og skal man skære fra eller lægge til? Den megen uro på markederne ser Kurt Skovsted også muligheder i, for efter biogassen er steget voldsomt i pris og har fået status af kritisk infrastruktur, så er der som landmand med husdyr gode muligheder i at tage del i den gasproduktion, vi i Danmark har været stormestre i at udvikle.

-Udviklingen af biogassen har fået to gear op, og her spiller landbruget en nøglerolle, vurderer Kurt Skovsted og understreger, at det i høj grad er den animalske produktion, der skal levere restprodukter i form af gylle, dybstrøelse og halm til produktionen af gas.

Som landmand er det svært at agere i et samfund, som for bare tre måneder siden brugte krudt på at nedgøre landbruget og hvor vi som land skulle reducere dyretæthed, lugt med videre, og så til nu, hvor vi skal højne biogasproduktionen for at komme ud af kløerne på Putin.

-Hvor skal biomassen komme fra, hvis ikke vi også har dyrene. Politikerne må indse, at de ikke kan både blæse og have mel i munden, lyder det fra Kurt Skovsted, der mener, at vi i Danmark skal fremme dansk husdyrproduktion, så vi både skaber sunde og bæredygtige produkter på hylderne, men også kan sikre en fortsat udvikling og implementering af biogas fra netop en bæredygtig produktion.

Korte kontrakter

– Lige nu modsvarer prisstigningen på kød og mælk mange steder ikke prisstigningerne på eksempelvis foder, energi, men alligevel mener Kurt Skovsted, man skal bevare fatningen. Selv anbefaler han sine kunder til at lave korte kontrakter.Lige nu skal man have is i maven. Det værste, der kan ske, er at tegne en lang kontrakt på foder nu, og prisen på grisen så falder, forklarer Kurt Skovsted som vurderer, at mange eksempelvis slagtesvineproducenter lige nu venter med at sætte grise i staldene, hvilket på et tidspunkt vil føre til en øget efterspørgsel og dermed stigende priser.

-Krig eller ej, så skal der stadig kød og brød på bordet. Det kan godt være, der kommer nogle nye indkøbsmønstre i takt med at priserne på fødevarer stiger, men landbruget skal stadig levere varen, forklarer Kurt Skovsted som mener, at klimaspørgsmålet og andre debatter bør parkeres; nu gælder det om at skaffe fødevarer til Danmarks og jordens befolkning, og vi skal i Danmark fortsat satse på at være de bedste til at producere maden.

-Når krigen er slut, så er vi stadig foran på point, for forbrugerne i vores dele af verden køber helst det, der er sikkert; vi skal fortsat satse på vores styrker, fortæller Kurt Skovsted som vurderer, at landbrugene i farezonen er dem, der mangler likviditetsmæssig rygdækning.

Tænk ud af boksen

Det er ifølge rådgivere fra Skovsted Agro aldrig for sent at søge inspiration, og bliver beslutningen i den nuværende situation at komme ud af erhvervet, så kan der også være brug for sparring til at komme bedst muligt ud af bedriften.

-Der er brug for en analyse på den konkrete virksomhed, for måske skal vi blive ved, men det nytter ikke, hvis man trods stor effektivitet stadig ikke kan tjene penge. Produktionspris og salgspris, kan komme for langt fra hinanden, og så kan det være en løsning af afvikle ordentligt og redeligt, så der også er et økonomisk liv bagefter.

Fakta:

Skovsted Agros tre gode råd til at sætte sin egen dagsorden i den aktuelle situation:

  • Handel kun på korte aftaler og kontrakter
  • Vurder din virksomheds aktuelle situation – på kort og på længere sigt
  • Tag ved lære af anden industri – søg inspiration i andre brancher