Take it or leave it – hos Kurt Skovsted får du ærlig og kontant rådgivning.
Da Kurt Skovsted startede som selvstændig konsulent for 14 år siden, væddede et par chefer fra to af de store landboforeninger om, hvor længe han ville være på markedet. Siden da har et sted mellem 100 og 150 kunder gjort brug af Skovsted Agro som sparringspartner, og ifølge Kurt Skovsted, så er der altid plads til rådgivere, der tør stå ved deres meninger.
-Jeg forholder mig ikke til politik, når jeg taler med mine kunder; take it or leave it – du får svar på det, du spørger om, lyder det bramfrit fra Kurt Skovsted, der i sit professionelle virke som rådgiver har haft det som mantra i mere end 14 år.
Hos Kurt Skovsted sker rådgivningen altid med største respekt for den situation, den pågældende kunde befinder sig i og hvilken vej landmanden, dennes familie eller samarbejdspartnere ønsker virksomheden hen. Og imens nogle kunder kun indfinder sig for at få en second opinion i forhold til den rådgivning, de allerede har fået et andet sted, så har han også kunder, der fast har gjort brug af hans ydelser i tyve år.
En ærlig tilgang til forretningen er helt essentiel, når Kurt Skovsted arbejder, og det gælder både for ham selv som rådgiver og for de kunder, han arbejder med. Og den største fejl man ifølge Kurt Skovsted kan begå, er ikke at tage ansvar og ejerskab over beslutningerne i sin virksomhed. Så kravet fra rådgiverens side er, at man committer sig 100 procent til opgaven.
-Jeg kræver, at er vi enige om en retning, så forventer jeg, man forsøger at gå i den retning og tager de nødvendige skridt for at nå målet, forklarer Kurt Skovsted som overfor sine kunder synliggør den proces, de skal igennem med ham på holdet, med at de sammen kører derudaf på en motorvej. Og på en motorvej, der standser eller bakker man ikke; du kan tage en afkørsel og så køre på igen, men du holder fast i rattet og følger strategien, så længe det giver mening.
Strategisk sparring
I den aktuelle situation, hvor energipriserne er på himmelflugt og der findes et mis-match mellem hvad foderet koster og prisen på det færdige produkt, så er det vigtigt at tage kontrol over sin situation. Og mange steder handler det lige nu om at standse blødningen.
-Svineproducenterne har det rigtig svært, især slagtesvineproducenterne; der er dyrt foder og billige grise. Og for mælkeproducenterne gælder det, at de skal være forberedt på, at priserne igen kan falde, siger Kurt Skovsted, som vurderer, at for nogle vil den rigtige løsning være at fortsætte produktionen som hidtil, mens andre er nødsaget til at bruge sit pengeinstitut som aktiv medspiller for at se, hvor længe produktionen kan blive ved.
Kurt Skovsted er ud over at være virksomhedsrådgiver også medlem af en række bestyrelser, advisory boards og gårdråd, hvor han hjælper virksomhedsejerne med den strategiske sparring. Og det kan ifølge ejeren af Skovsted Agro vise sig at være en god forretning, at tage imod professionelle råd fra folk udefra.
Skal man have strategisk sparring til sin virksomhed fra Kurt Skovsted ligger prisen typisk fra 15.000 til 25.000 kroner, afhængigt af størrelsen på virksomheden, og man skal ikke undlade at søge hjælp, fordi økonomien allerede halter.
-Det, rådgivningen skal modsvare, er reducerede indtægter eller måske et tab, der ofte er langt større end 100.000 kroner. Så spørgsmålet er ofte, hvad man vil ofre for at sikre, at man står et godt sted for sig selv og sin bedrift. Dygtige rådgivere koster penge, men kan man tjene en halv million kroner på at følge rådgivningen og gøre noget andet eller mere end det man gjorde i går, så er de penge da givet godt ud, siger Kurt Skovsted og uddyber, at man ikke må lade være med at søge om hjælp, fordi man er bange for at få en regning.
Det er ikke al rådgivning, der er lige sjov, for nogle gange er en ordentlig afvikling af en bedrift den eneste rigtige vej frem, hvis en familie skal komme fra gården med enten en tålelig økonomi eller en plan for livet efter en konkurs, og her får man i Kurt Skovsted en sparringspartner, der gennem mange år i landbruget ved, hvilke tanker, der rører på sig, når livsværket er truet.
Skovsted Agros arbejdsopgaver gennem årene har været alt fra udvikling af meget store landbrug til endnu større, over generationsskifte, second opinions samt afvikling og konkurser. Det har givet en bred erfaring, som Kurt Skovsted gør flittigt brug af i sin rådgivning af kunderne, og han har efter eget udsagn en evne til at kunne sætte sig i kundernes sted, og empatisk forklare, hvad det betyder at fortsætte eller ikke at fortsætte, forklarer Kurt Skovsted om nogle af de snakke, der har været svære at tage med sine kunder gennem de seneste 14 år.
-Husk på, at selve landbruget og driften heraf, er sagsbehandling, mens familien, sammenholdet og livet efter ejendommen, er vitalt. Det betyder, at vi nok skal finde nogen, som vil passe bedriften, men for familien handler det om at kunne bruge alle kræfter på at komme styrket ud på den anden side, siger Kurt Skovsted og fortsætter:
-Det er god rådgivning at kunne tage snakken om det, som gør ondt nu, men som med en god plan, kan vise sig at være et åg, som fjernes fra skuldrene.