Andelsbevægelsen trænger til et serviceeftersyn

Pris-kløften mellem afregningerne fra andelsselskaberne og det øvrige marked bør ifølge Kurt Skovsted få flere til at reflektere over, om sammenholdet er pengene værd.  

Det er pengene, der bestemmer, om der fortsat skal være plads til fødevareproduktion fra de danske gårde i landskabet, så når indtjeningen som andelshaver falder i forhold til konkurrerende aftagervirksomheder med et Aps eller A/S efter navnet, så er det ifølge virksomhedsrådgiver Kurt Skovsted på tide at reflektere over, om man kan skabe en sundere forretning ved at levere kød, mælk eller kornprodukter til aftagere uden for fællesskabet.  

-Du kan altid finde en aftager til dine landbrugsprodukter, så det er allerede pengenes magt, der bestemmer, lyder det fra Kurt Skovsted, som ikke undrer sig det mindste over, at mange smågriseproducenter med baggrund i en stor afregningskløft mellem det danske og det tyske marked vælger at eksportere, selvom det har store konsekvenser for producenter af slagtesvin i Danmark, og de slagteriarbejdere og transportører, der lægger de sidste hænder på kødet før det når forbrugerne i køledisken. 

Kurt Skovsted er heller ikke i tvivl om, at når prisen på eksportgrise igen falder, så vil mange landmænd igen gerne levere i Danmark. Og det er ifølge virksomhedsrådgiveren helt okay, sådan er markedet og indstillingen jo, men det står også klart, at det ikke nødvendigvis er nemt for den smågriseproducent, som cykler rundt mellem aftagere, at finde valide samarbejdspartnere.

-De inkarnerede andelshavere er sure over manglende opbakning til Danish Crown, men står sammenhold højere end indtjening?, lyder det fra Kurt Skovsted, som mener at andelsselskaberne i disse år skal vågne op og acceptere, at dansk landbrug i høj grad lever i en moderne landbrugsøkonomi, hvor verdensmarkedet dikterer prisen. 

 

Investor eller kautionist 

Ifølge Kurt Skovsted skal andelsbevægelsen generelt være bedre til at argumentere for sin berettigelse, for virkeligheden er, at sammenholdet i de store primærproducent-ejede selskaber krakelerer, og det kalder ifølge rådgiveren på, at andelshaverne giver hele andelstanken et serviceeftersyn.  

-Vi er i 2023, men der er stadig for mange en selvfølge, at vi står sammen. Men virkeligheden er, at vi kæmper selv. Ellers ville det ikke være nødvendigt at lukke slagterier samtidig med at der sendes grise ud af landet, lyder konklusionen fra Kurt Skovsted, som sætter spørgsmålstegn ved om fællesskabets magt og midler benyttes klogt, for i sidste ende er det kun producenter med sorte tal på bundlinjen, som overlever. 

Og er andelsbevægelsen konkurrencedygtig nok, og hvad vil det for den enkelte producent betyde at overgå til anden ejerform? Mange landbrugsvirksomheder er i disse år i fuld gang med at generationsskifte, hvilket vil medføre en overgang fra privateje til selskabsform, og her skal man som landmand, ifølge Kurt Skovsted, være opmærksom på, at de nye sparringspartnere i bestyrelsen eller banken primært har fokus på bundlinjen.

-Er du investor eller kautionist? Er det vi gør i dag, også det vi skal gøre om fem år? Vi har i forvejen samfundet, konkurrenter, miljø og finansieringskilder på nakken – og det er vigtigere at være progressiv end at vente i flok på lovindgreb – og jeg har svært ved at se, at det er en selvfølge, at andelsejet er et stærkere setup end Aps og A/S, lyder det fra Kurt Skovsted.  

 

Fundamentet vakler 

Hvis franske landmænd er utilfredse, så strejker de, og alle kører mod byerne i samlet flok; én for alle, og alle for én. Og hvis man virkelig stod sammen i specielt den danske svinesektor, så burde man ifølge Kurt Skovsted sætte en prop i søerne for at kunne fremvise de fulde konsekvenser af et stop for den danske griseproduktion. Men i realiteten duer det ikke, fordi der ikke er fuld opbakning til andelstanken – hverken blandt landmænd eller i det omkringliggende samfund. 

-Man kan ikke modarbejde markedskræfterne. Finansieringspartnere kræver næppe, at man leverer til danske slagterier til en lavere pris. Landbruget kunne gøre sig selv en stor tjeneste ved at tage en snak om systemet, for det skal have et serviceeftersyn, hvis det skal være her på længere sigt. Enten skal vi være her på markedsvilkår, ellers skal vi måske gøre noget anderledes, lyder vurderingen fra Kurt Skovsted.

Selvom mælkeproducenterne i det seneste år har tjent godt, og selvom der lige nu er efterspørgsel på grise, så er kostprisen på mange gårde nu højere end den likviditetsmæssige indtjening, og derfor bør man overveje, om virksomheden er rustet til fremtiden, eller om det giver bedre mening at ændre driften eller at sælge mens produktionsapparatet kan give et afkast. 

Mælkeproducenterne og soejendommene har afdraget på gælden, men står i mange tilfælde tilbage anlæg, der skal opdateres til 2034 reglerne. Det betyder blandt andet krav om løsgående søer i løbeafdelingen, mens det for mælkeproducenterne blandt andet handler om størrelse på sengebåse, der for mange vil kræve helt nye bygninger på ejendommen. 

-Der er konkrete lovmæssige forhold, der gør, at der skal ske ændringer, så man kommer ikke udenom at skulle investere i nye stalde. Og bliver CO2-afgiften en realitet – og det gør den, når et enigt Folketing står bag den, så skal man altså også forberede sig på, at indtjeningsgrundlaget hurtigt kan ændre sig, forklarer Kurt Skovsted.  

Det er også en problemstilling man i andelsbevægelsen skal forholde sig til, og her undrer det Kurt Skovsted, at fokus synes at være på dagsordener, der ikke omhandler mælk eller kød. Han mener at andelsbevægelsen plejer rigtig mange interesser, og havde man lige nu samme stærke fokus på økologi som man har på klima, så kunne det være salget gik bedre.  

-For at maksimere udbyttet skal man dels blive mere effektiv, men det vigtigste er, at maksimere bundlinjen – først derefter bør alt udefrakommende have betydning. Først når økonomien er sikret, bør man kaste sig ud i andre ting. Aftager-virksomhederne skal feje for egen dør, ligesom man skal gøre på gårdene, konstaterer Kurt Skovsted.

 

Enhver er sig selv nærmest  

Skal vi i dansk landbrug optimere vores indtjening, så mener Kurt Skovsted vi er nødt til at være åbne overfor, at der findes andre måder at gøre tingene på, end den måde vi har gjort det på siden andelsbevægelsens spæde begyndelse i 1790’erne.

Med den nuværende kløft i afregningspriserne mener Kurt Skovsted at tidspunktet er helt rigtigt til en vurdering af, om man som landmand er tro mod bundlinjen eller andelsselskabet.

-Slagteprisen syd for grænsen stiger fortsat, og der er nu fire en halv krone i forskel på afregningen i Danmark og resten af Europa. Med den forskel er det for mig meget underligt, at der ikke er mere debat om strategien i Danish Crown. For hvor længe har man råd til at miste 600 kroner pr. gris i forhold til konkurrenterne?, lyder spørgsmålet fra Kurt Skovsted.

Som producent er man, ifølge Kurt Skovsted, i den nuværende situation nødt til at spørge sig selv, om man i det hele taget har råd til at levere til et dansk andelsselskab, og derfor anbefaler han, at man laver et grundigt servicetjek på forretningsmodellen og forretningsgangen, som den er i dag. Måske er det den rigtige model, så er alt jo godt, men princippet om, at kun ved at ”redde mod håret, får du en ny frisure”, skal også være et mantra i andelsbevægelsen. Al forandring er svær, men det kan være ganske nødvendigt.

-Det kan være rigtig sundt, og ikke mindst profitabelt, at få fremmede, uvildige øjne til at se på sin bedrift, men uanset om du laver serviceeftersynet sammen med familien, bestyrelsen eller en uvildig rådgiver, så handler det om at være åben for nye vinkler, eller at få vished for, at den retning man kører i, i dag, er den rigtige. Al forandring er svær, men det kan være nødvendigt, slutter Kurt Skovsted.